Basketsko: Nike Kyrie 3 anmeldelse

Basketsko: Nike Kyrie 3 anmeldelse

Er Nike Kyrie 3 virkelig så gode?

Det korte svar er ’ja’. Nike Kyrie 3 er en god basketsko med et fremragende greb til retningsbestemte vendinger på banen. En typisk sko til den hurtige og vævre guard type.

Det lyder lovende, men…

…det er faktum, at den tidligere udgave (Kyrie 2) havde udfordringer med en meget fast stødabsorbering.

Gælder det samme for Kyrie 3?

Det er en af de ting, som vi vil finde ud af ved at kigge nærmere på Kyrie Irvings 3. signatursko. Lad os starte anmeldelsen af Nike Kyrie 3 Black Ice.

Nike Kyrie 3 specifikationer

Her er specifikationerne for Nike Kyrie 3:

Sko type: Mellemhøj (Mid Top)

Teknologi: Zoom Air, Mesh

Farver: 3+

Vejledende pris: DKK 980,- (køb basketsko hos Nike)

Lad os se på hvilket indtryk du får, når du første gang åbner skoæsken.

Umiddelbare betragtninger og reaktioner

Basketskoene leveres i en flot cyan farvet æske (grønne og blålige toner) med Kyrie Irvings logo på æskens top og hans navn på siden. Ingen overraskelser hvad angår indpakning. Skoene er pakket forsvarligt ind i papir, som de fleste andre basketsko.

Skoen virker ikke tungere end andre basketsko, men du får fornemmelsen af en nubret sko, det vender jeg tilbage til senere.

Et godt førstehåndsindtryk.

Stødabsorbering og affjedring (cushion)

Nu kommer svaret på spørgsmålet i indledningen. Nike Kyrie 3 er ikke en forbedret udgave i forhold til Kyrie 2, når du isoleret set kigger på stødabsorberingen.

Støddæmpning Kyrie 3 basketsko

Begge Nike Kyrie basketskoene har Nike Zoom Air teknologien i hælen og en støddæmpende mellemsål i Phylon i fuld længde. Det støddæmpende Phylon materiale skåner dine ankler, knæ og ryg når du løber rundt i basketballhallen på et hårdt underlag. Det ser visuelt godt ud med Zoom Air i hælen, når du står med Kyrie 3 skoen i hænderne i butikken.

Hvad betyder det?

Du får en sko med knap så affjedrende støddæmpning, idet du mangler fleksibilitet og stødabsorbering til forfoden, som er vigtig, når du løber og skal sætte af ved hop i en basketball kamp.

Det er en smagssag, om du er til ekstra stødabsorbering og afhænger også af, hvor på banen du spiller. Spiller du guard vil du elske den fart og skridsikkerhed, du får ved at købe Nike Kyrie 3.

Støddæmpning og affjedring trækker en smule ned i den samlede bedømmelse.

Skridsikkerhed og greb (traction)

Kyrie 2 var en af de basketball sko i 2016, som tilbød den bedste skridsikkerhed. Hvorfor ændre noget som fungerer? Det har Nike heldigvis heller ikke valgt at gøre.

Lad os se på ydersålen:

Ydersål Nike Kyrie 3

Nu hvor vi har vendt skoen om og kigger på ydersålen, så ser den indbydende ud med si flotte sildebenede gripmønster (også kaldet herringbone) og to orange ’sugekopper’ omgivet af grønlige farver. Sidstnævnte giver et fedt look, også når du ser skoen fra siden, idet dette område af ydersålen får lov at løbe op langs siden på skoen.

Kan du stå fast?

Du står rigtig godt fast i Nike Kyrie 3. Det sildebenede gripmønster og ’sugekopperne’ betyder, at du kan lave hurtige vendinger og driblinger uden at skøjte rundt. De to ’sugekopper’ er lavet af et blødere gummimateriale end resten af ydersålen, hvilket kan få tankene ledt hen på om det holder i længden.

Efter ibrugtagning af Kyrie 3 basketball skoen har vi ikke observeret slid på ’sugekop’ områderne, så det bør ikke være et problem med slitage.

Enkelte brugere på Nike’s hjemmeside klager over, at de skal tørre ydersålen af ofte får at få det bedste greb på banen. Lad os skyde den videre til halinspektøren, som bare må feje et par ekstra gange i hallen.

Skridsikkerhed og greb er i top på Kyrie Irvings tredje signatursko.

Materiale og vægt

Materiale overdel Nike Kyrie 3

Skal du forsvare en fæstning iklædt Nike Kyrie 3?

Det kunne du godt få indtryk af, hvis du betragter overdelen af skoen helt tæt på. Det spidse udseende bringer tankerne hen på noget der ligner en ringbrynje. Visuelt ser det rigtig godt ud og adskiller skoen fra andre basketball sko. Funktionelt har det ikke den store betydning.

Hør:

I det store hele er materialevalget til Kyrie 3 det samme som ved Kyrie 2. Overdelen består hovedsageligt af mesh og Flywire ved snørebåndene. Et åndbart materiale som næsten er standard ved alle Nike sko i dag.

Ved forfoden skal du lægge mærke til, noget som Nike bryster sig af, at der er et meget fint masket mesh lag som danner et elastisk bånd.

Det elastiske bånd har til formål, at du får noget mere fleksibilitet til din forfod og kan lave hurtige vender og retningsbestemte skift på banen. Igen taler dette for, at skoen er lavet til spillere med en vis bevægelighed på banen.

Resten af skoen er forholdsvis stiv, men du har hele tiden fornemmelsen af sko, som du kan bevæge dig i. Selve skoen vejer ca. 411 gram (bedømt på en størrelse 45), hvilket er normal vægt for denne type sko.

Valg af materiale tæller positivt i den samlede bedømmelse.

Komfort, støtte og pasform

Støtte og komfort Kyrie Irving 3 basketsko

Har du brede fødder, så kan du få udfordringer midt på skoen, da Nike Kyrie 3 er snævrere her. For komfortens skyld kan der derfor være behov for at gå en størrelse op. Det er dog ikke den oplevelse, som vi har haft.

Vi var inde på det i afsnittet om materiale og vægt, at der kan spores en vis stivhed i basketskoen. Det er også rigtigt, men efter vi har taget skoen i brug, så forsvinder denne stivhed og skoen sidder perfekt.

Der er god støtte i hælen, det er ikke sådan, at du skrider fra side til side, når du løber rundt og laver vendinger på banen. Bemærk også at Nike har lagt støtte ind på ydersiden af skoen (den laterale side), hvilket giver ekstra støtte bagtil.

Alt i alt en solid og stabil sko på samme niveau som Nike Kyrie 2.

Konklusion

Ikke umiddelbart de store forandringer at spore ved Kyrie 3 basketball skoen i forhold til Kyrie 2. Alligevel efterlader den mig med et smil på læben, for det er en flot mellemhøj basketsko, som alle guards og hurtige spillere på basketballbanen vil elske.

Skoen har god skridsikkerhed (måske den bedste) og så passer den perfekt til din fod, hvis foden ikke er for bred.

Den manglende støddæmpning vil trække ned hos nogen spillere, men det er en smagssag, om du kan lide meget eller lidt stødabsorbering.

Fordele: Skridsikkerhed, pasform, støtte og åndbarhed.

Ulemper: Støddæmpning, en smule stiv i pasformen til at begynde med, ydersål skal tørres af regelmæssigt.

En god allround sko som de fleste vil synes om og kunne føle sig tilpas i, men du kan også finde andre alternativer derude f.eks. Curry 2,5 eller Curry 3.

Køb Nike Kyrie 3 her

Jeg hedder Morten Ruus og er skribent på basketball websitet altombasketball.dk og kunst websitet kamillaruus.dk. Jeg er meget interesseret i sport, kunst og webdesign. Derudover er jeg far til 3 drenge og er med på sidelinjen, når min søn Johan spiller basketball i Allerød Basketball Klub.

0 Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*